Fabrikantens forvandling – fra tegning til 3D-figur og fysiske produkter
Hvis du kender Ibsens Fabrikker i forvejen, er du nok også stødt på "Fabrikanten". Den karikerede fabriksbestyrer, som er maskot for firmaet. Vi har hidtil kun brugt ham i illustrationer, men nu er tiden kommet til, at vi skal tage vores egen medicin og blive tredimensionelle.
Vi tager dig med helt ned i maskinrummet, hvor ideerne tager form, og fysiske produkter bliver til. Vi gør det hele tiden for vores kunder, men det er (forståeligt nok) sjældent, at de har interesse i at dele deres marketingstrategier med konkurrenterne. Så derfor må vi selv være prøveklude – og det er vi gerne.
Fabrikanten, som er afbilledet nedenfor, blev født tilbage i 2013. Det var Peter Ibsens ønske at give firmaet et “ansigt” ud ad til uden selv at skulle stille op til fotografering. Og da Ibsens Fabrikker oprindeligt startede med at fremstille maskotter til brands og sportsklubber, gav det god mening.
Fabrikanten er ligesom hele den grafiske profil, Ibsens Fabrikker benytter sig af, designet af Adam Hansel, der også står bag de sjove illustrationer fra bl.a. burgerkæden Halifax. Adams streg er unik, distinkt og raffineret – præcis som vi gerne selv vil fremstå.
Men nu er tiden kommet til, at vi bliver fysiske med den gode fabrikant. Faktisk kan man sige, at vi selv befinder os der, hvor vores kunder ofte befinder sig, når de kontakter Ibsens Fabrikker. Vi har et objekt, en idé eller en figur på en tegning eller i vores tanker. Hvordan får vi dette konverteret til et fysisk produkt, som vækker opsigt, og som du kan se på og røre ved?
Vi tager udgangspunkt i kundens ønsker og beskrivelse og vurderer, hvilken “fabrik” vi skal starte op. Er det en opgave for Bamsefabrikken, Luftfabrikken eller Figurfabrikken?
I tilfældet med Fabrikanten er planen at fremstille en glasfiberfigur til blikfang . Præcis, som vi har gjort det mange gange før. Et par af vores bedste projekter er den bolschestribede Cimbrertyr og kæmpegolfboldene til Made in Denmark .
Næste skridt er, at den todimensionelle tegning af fabrikanten konverteres til 3D, så vi kan fastslå, hvordan fabrikanten ser ud fra siden og bagfra.
I 3D-visualiseringen afprøver vi, hvilke ideer der virker, hvilken overflade/finish figuren skal have, hvilket miljø den skal indgå i, og hvordan den skal monteres.
Dette er, hvad vi har indtil videre. Men du bliver naturligvis opdateret løbende, efterhånden som designet fastlægges, og inden vi går videre til produktion af glasfiberfiguren.
Hvis du har et produkt, en figur eller en idé som du ønsker visualiseret? Så skriv til Ibsens Fabrikker på [email protected] eller ring på 4062 2927.
E-post dine spørgsmål
til vores indbakke.
Vi svarer oftest indenfor 1 arbejdsdag.
Alle spørgsmål er velkomne.