Kom med ind bag kostumet..

Peter Hansen er Bamsefabrikkens foretrukne maskotfører. Han har blandt andet været manden bag mesterskabsmaskotten i FC Midtjylland, ulven Lupus, gennem tre år. Og nu kan du høre, hvordan livet som fodboldmaskot er.

Læs et uddrag af hans oplevelser inde bag et maskotkostumes plyssede ydre, og find ud af, hvordan en FC Midtjylland-spiller slog maskotten Lupus omkuld.

peterh

Hvilke udfordringer er indeni et maskotkostume?

Udfordringerne ved at være i et maskotkostume er, at det er varmt – eller hvis hovedet er tungt og ikke sidder ordentlig fast på sit eget hoved, samt hvis udsynet er begrænset. Så skal man selvfølgelig være meget tålmodig, da børnene, hvis de kommer tæt på, vil skubbe eller trække i dig, og du skal passe på, at du ikke træder på nogen.

Hvilken oplevelse husker du bedst som maskotfører?

Jeg har mange oplevelser, men de bedste må være at se børnenes begejstring for at møde mig og mærke, hvor meget det betyder for dem at få et kram eller en autograf af mig.

Af andre kan fortælles efter en kamp, hvor FCM vandt i sidste minut, var alle spillerne meget glade for. at vi havde vundet. Efter kampen går jeg på banen og giver high five til spillerne. Pludselig ser jeg Jim Larsen komme løbende imod mig,  og jeg står klar til og give ham en high five. Men han er så glad, at han springer i armene på mig med det resultat, at han i springet rykker hovedet af mig, som lander to meter væk, og han lander oven på mig til publikums store begejstring.

Hvordan er det at vinde en kamp som fodboldmaskot?’

Når man vinder en kamp og er på banen sammen med spillerne efter kampen, er det som om, at man er en del af sejren, og man hopper og danser helt vildt. Selv om man sveder maks efter sådan en kamp, så kan man få gåsehud på kroppen, når man står foran alle fans, som jubler og råber…

Hvilken betydning har kostumets kvalitet for dig som performer?

Det betyder alt. Da jeg startede som fodboldmaskot, var det et gammelt kostume med et tungt hoved. Så efter hver hjemmekamp havde jeg en til to dage efter kampen, hvor jeg havde ondt i nakken samt hovedpine. Det satte også en begrænsning for, hvad jeg kunne gøre som maskotperformer. Da jeg fik et nyt kostume, var det en verden til forskel. Hovedet var meget lettere og udsynet perfekt, så man ikke skulle rykke rundt på hovedet for at se noget. Det nye kostume gjorde også, at jeg var fri til at gøre det, jeg havde lyst til. Jeg kunne løbe, tage armbøjninger, hoppe og springe rundt på banen og rundt blandt publikum – og vigtigst af alt har jeg ikke ondt i nakken og hovedet mere efter en kamp.

Hvordan reagerer børn og barnlige sjæle på din performance som maskotfører?

Som maskotfører skal man mestre mange ting overfor børn. Man skal tænke på, at nogen kan blive bange for dig, når du kommer med det store hoved på. Så det er vigtigt, at man kan afspejle deres adfærd og reaktioner og så reagere på dette via ens kropssprog, så det bliver en god oplevelse for børnene. Jeg får rigtig mange krammere af børn helt ned til to-treårige børn, fordi jeg går ned på deres niveau. Jeg får det selvfølgelig også fra de større børn, hvor jeg igen reagerer ud fra, hvad de siger og gør.. Så jeg oplever både krammere, armbøjningskonkurrence med drengene, konkurrencer med hurtig løb og meget, meget mere.

Læs mere om Peter og maskotperformance her.

4. juni 2015