Hu hej vilde dyr! Små elefanter på cykelstyr! Bamsefabrikken har kreeret en flot heldragt til maskotten for Århus Cykelbys mindste poder: Cykelfanten.
Alle ved det er sundt at cykle! Det ved de også i Århus. Men på kommunen syntes de alligevel, at de ville gøre en ekstra indsats for at få kommunens borgere til at træde i pedalerne til gavn for sundheden og miljøet.
Projekt Århus Cykelby har til formål at gøre Århus til en attraktiv by for cyklister, bl.a. via etablering af flere cykelstier og bedre sikkerhed for de cyklende og bedre cykelparkeringsforhold.
Også de mindste cyklister i Århus er der fokus på. AROS kommunikation, som står bag branding kampagnen ”8000 fordele ved at cykle”, har skabt en maskot – Cykelfanten – som i de kommende år skal lære de mindste århusianere, hvor dejligt det er at cykle, og hvor meget sjov man kan få på to hjul.
Bamsefabrikken har til AROS Kommunikation og Århus Cykelby skabt en flot heldragt til Cykelfanten. Vi synes det er en fantastisk idé at kommunikere cykelglæden ud ved hjælp af en sød og sjov maskot i helfigur kostume. Det gør det nemt at fatte sympati for cykelprojektet, når Cykelfanten triller rundt og inviterer store og små med.
Kostumet til Cykelfanten er udstyret med ventilationssystem, og vi har gjort ekstra meget ud af, at der er et godt udsyn for personen i kostumet, da Cykelfanten skal ud på to hjul.