Den optimale tilgang til deltagelse i messer

Vi vil gennemgå den optimale tilgang til deltagelse i messer og lignende arrangementer. Det handler om at række ud, trække blikke og generelt have fokus det rette sted, når virksomhedens fire vægge ikke længere er hjemmebanen.

Perfekt blikfang til messestand

Deltagelse i salgsarrangementer kan hurtigt blive en dyr affære – både i tid og penge. Derfor er det ekstremt vigtigt at have den rette tilgang med sig i kufferten, så adskillige dages energi ikke spildes.

Vi tager primært udgangspunkt i messer. Men langt størstedelen af rådene og rettelinjerne gælder også alle andre arrangementer, hvor du skal ud og skabe kontakt. Tag inspirationen til dig, om jeres virksomhed drager ud mod messehallerne eller de åbne arealer.

Der vil side for side komme bidrag fra erfarne personer, som deler ud af deres guldkorn. Du kommer til at møde messearrangøren og salgseksperten. Derudover introducerer vi deltageren, som selv har stået med de udfordringer, du garanteret har eller vil få forud for en messe.

Men hvorfor giver folk sig overhovedet i kast med messer og salgsarrangementer, når telefonen hurtigt kan gribes? Det er også markant nemmere at sende en e-mail ud. Men der er bare meget at hente, når du først har taget turen ud, hvor mennesker mødes.

Reklame til messer

“For mig er det væsentligste muligheden for mange flere personlige salgsmøder, end det er muligt på en almindelig dag i en virksomhed. Der er ikke tid til at køre ud til så mange personlige møder mere. Derfor er det en fantastisk mulighed for at åbne op for kontakter og skabe personlig tillid til en lang række mennesker. Og personlig tillid er altafgørende i et salg,” fortæller Christian Guldager.

Han er direktør i Kursuslex, som står bag en lang række messer. Christian har mere end 20 års erfaring med at afvikle arrangementer. Derfor har han før set folk træffe forkerte valg og gå skuffede fra flere dage med møder, salgstaler og hårde arbejdstimer. Du skal nemlig vælge med omhu, når der skal udvælges et arrangement.

“Det er vigtigt at vælge den rette messe. Det skal være en messe, hvor branchen mødes og samler sig. Her skal være plads til seriøsitet og sjov. Derudover er det centralt, at der er meget faglig vidensdeling. Der skal være gode speakere. Og så skal der ikke mindst være dialog mellem deltagerne,” fortæller han.

24. januar 2020