Bamsefabrikken har endnu engang stået bag et hold håndboldmaskotter, som skal skabe stemning og jubel i de danske håndboldhaller sammen med håndboldherrerne.
I år lægger Danmark haller til EM i herrehåndbold. Det er en stor ting at få europamesterskabet til vores lille, håndboldfikserede land. En stor sportsbegivenhed har også brug for en god maskot. Endnu engang har Ibsens Fabrikker stået for en håndboldmaskot.
Maskotten Hearty er nemlig lavet i fire eksemplarer til at løfte stemningen i Herning, Aalborg, Horsens og København. I finaleweekenden samles de fire maskotter, så de kan være med til at skabe en unik håndboldoplevelse.
“Hos Ibsens Fabrikkker er vi stolte over endnu en gang at kunne samarbejde med DHF. Vi udvikler og producerer opsigtsvækkende effekter og visuelt blikfang, som skaber merværdi for vores kunder og deres brands. Og når hele håndboldverdens øjne er rettet mod Danmark, så er vi glade for at kunne medvirke til, at kulissen i hallerne er festlig, og stemningen i top,” siger blikfangsfabrikant Peter Ibsen.
Ibsens Fabrikker har tidligere stået bag DHF-maskotterne Trille & Trolle. Troldene er de førende maskotter i de danske håndboldhaller, men til EM i herrehåndbold tager Hearty over for en tid.
”Det var naturligt for os at ty til Ibsens Fabrikker, som vi har gode erfaringer med som samarbejdspartnere. For at lykkes med hele ideen, skulle maskotten både være meget bevægelig og samtidig udtrykke stemningen i Heart of Handball-sloganet – og resultatet er blevet, præcist som vi har ønsket,” siger DHF-direktør, Henrik M. Jacobsen
Kig godt efter foran TV-skærmen eller i håndboldhallen, når EM skydes i gang. Så kan du måske få øje på en af de stemningsglade Hearty-maskotter.